|
I toget på vej hjem sad jeg lidt i min egen verden med Dr. Dain Heer i ørerne og ind kommer en børnehave. To af drengene vælger hurtigt at de gerne vil sidde overfor mig og de andre finder deres pladser.
Og at se den venlighed og glæde de to drenge udstrålede og var, var helt fantastisk at få lov at være en del af. For et par uger siden sad jeg i toget på vej til Kbh for at holde kursus. Jeg sidder i familie kupeen overfor to drenge, en på omkring 15 og en på omkring 8. Den 15 årrige er super opmærksom på den yngste og sørger for at tage chokoladen, videospillet, colaen osv frem på de helt rigtige tidspunkter. Da vi nærmer os Hovedbanegården bliver drengen alligevel lidt for ustyrlig og kravler lidt rundt på sæderne, hvortil den ældste siger: "nu må du sætte dig ordentligt, det er jo ikke en legeplads det her" og i det øjeblik slår det mig, hvor utrolig mærkværdig det udsagn er: "det er ikke en legeplads der her".
Hvor tit har du fået af vide at tingene ikke er en legeplads? Og har du taget den holdning med dig til andre områder i livet? Hvor meget har du begrænset det at have det sjovt, fordi "det er altså ikke en legeplads det her"? Så kunne du tænke dig at udvide legepladsen til hele dit liv og tillade dig selv at have det sjovt på alle områder i livet og ikke kun på de nøje afmærkede områder? JA? Hvordan ville dit liv se ud hvis hele dit liv var en legeplads?  Jeg elsker at børn er så umiddelbare, det er så forfriskende at de siger hvad de gerne vil og ikke har det samme filter som voksne tit har - hvordan kan jeg blive mere umiddelbar? Forleden var jeg sammen med en skøn 7 årrig pige, som stod og tjattede til mig. Jeg siger til hende, at jeg ikke bryder mig om at hun gør det. Hendes svar var: "Jamen, min mor siger at dem man driller kan man lide" Hvor tit har vi ikke hørt, sagt eller købt det? Så dem vi kan lide dem skal vi drille? Og skal vi bare lade andre drille os, fordi det er et tegn på at de kan lide os? Først blev jeg lidt mundlam, fordi jeg selv har troet på det så længe og hun sagde det så klart. Derefter måtte jeg give hende lidt mere information, så jeg startede med at sige tak, fordi hun kunne lide mig, og at jeg også synes hun er helt fantastisk og at det er sødest at være sød ved dem man godt kan lide og nogle gange er der nogen, der kan have svært ved det og så kan det være de viser deres affektion ved at drille. "Så dem vi kan lide dem skal vi drille? og skal vi bare lade andre drille os, fordi det er et tegn på at de kan lide os?" Alle de løgne vi har købt om at den man tugter elsker man og alt det vi har lagt i det og besluttet at det betyder, kan vi give slip på det nu og vælge at være opmærksom på hvad der fungerer for os og hvad andres hensigter er? TAK!
En anden lille skøn pige, som fyldte 10 år forleden dag skrev en sms til mig på dagen med teksten: Hej Lea jeg har fødselsdag i dag. Hvor forfriskende er det lige? Hvor god er du til at gøre opmærksom på dig selv og på hvad du gerne vil have andre til at gøre? Jeg skrev selvfølgelig straks en fødselsdagshilsen tilbage til hende. Hvad skal der til for at vi bliver bedre til at gøre opmærksom på hvad vi gerne vil have af andre? Hvad der ville gøre os glade, og alle de gange vi har bildt os selv ind at de andre skal kunne gætte hvad vi gerne vil have, kan vi give slip på det? og alle de gange vi har besluttet at det ikke er lige så "rigtigt" hvis vi skal bede om det først, kan vi give slip på det? Hvis der er noget du gerne vil have i livet, så skab det! Spørg efter det. Fortæl andre at det ville være super dejligt hvis de gjorde det og det for dig i stedet for at håbe på at de selv finder på at gøre det. Og alt det, at vi har modstand mod at gøre det andre beder om, fordi vi fordømmer os selv for ikke selv at have tænkt på det, eller fordi vi synes det er "uægte" når nu de har bedt om det, kan vi give slip på den? Jeg vil super gerne arbejde mere med børn - så hvis du kender til nogen mulighed for det, så kontakt mig endelig! :-)  Forleden da jeg var til min venindes barns navngivnings fest blev jeg bedt om at give den lille noget mad, og eftersom jeg efter Access er blevet dejligt hjernevasket spørger jeg selvfølgelig drengens krop om den vil have noget at spise og det ville den ikke (jeg blev tung), så jeg valgte at overhøre moderens anmodning. Da jeg støder ind i moderen ti minutter efter spørger hun om jeg har givet ham mad, hvortil jeg svarer nej. Hun beder mig igen om at give ham noget mad og jeg vælger at gøre det denne gang og drengen spiste velfornøjet maden og jeg var ikke i tvivl da han ikke ville have mere. Det fik mig til at tænke på, at det at jeg bare lytter til hans krop jo ikke bidrager til at han kan lære at lytte til sin krop. Det er jo lige meget på hvilket grundlag vi tager en beslutning på et barns vegne, det fratager stadig dem valget og muligheden for at lære at tage valg. Så hvad ville der ske hvis vi lod børn vælge hvad de ville spise og hvornår de ville spise og hvor meget de vil spise? Og give dem frihed til at vælge om hvert 10. sekund? "Jeg sammenligner lidt min krop med en bedste veninde - Ville du bare fodre din veninde uden at spørge om hun overhovedet vil havde noget at spise? Nej vel?" Det er lidt i tråd med forslaget i "Right body for you" om at "lade køleskabsdøren stå åben", så alle kan tage hvad de vil når de vil det. Der er selvfølgelig en begrænsning i at det er den voksne, der vælger hvad der er til rådighed i huset, så når der købes ind kunne der spørges til: Hvad vil kroppene i familien have at spise i løbet af den næste uge? Og købe ind ud fra de informationer du får af det. Ville det være sjovt for dig/Jer? Ville det give mere bevidsthed om hvad din krop faktisk vil have at spise?
Jeg spørger ofte min krop: "Krop vil du have noget fysisk at spise?" og hvis jeg bliver tung er det et nej og hvis jeg bliver let er det et ja. Og hvis jeg bliver let kan jeg derefter spørge hvad min krop gerne vil have at spise - jeg sammenligner lidt min krop med en bedste veninde - Ville du bare fodre din veninde uden at spørge om hun overhovedet vil havde noget at spise? Nej vel? Så hvorfor er vi ikke bedre til at spørge vores kroppe om hvad de gerne vil spise? Hvorfor er det at vi vælger at lytte til råd som er baserede på andres kroppe og ikke til vores egen krop, som jo trods alt er den der skal spise det? Du kan jo prøve at begynde at inkludere din krop i de valg du tager på dens vegne... ;-) |
Lea Philip
Velkommen til min blog - Her kommer jeg med inspiration så du kan bruge mere af din magi og bevidsthed i hverdagen. Kategorier
Alle
|
RSS-feed